editorial

At være tømrer har været et erhverv, der har eksisteret i lang tid, selv før det havde denne betegnelse, hvor det måske hed noget andet, og det ikke var noget organiseret.
Man kunne næppe blive uddannet i det, og det nærmeste var nok, at man kom i mesterlære hos en tømrer, hvilket ofte var sønnen, der skulle gå i faderens fodspor.

Så I helt gamle dage var det jo noget med, at man vandrede ud i skoven selv som tømrer og huggede træerne ned, hvortil man så tilpassede det tømmer, der skulle bruges, om det var til bygninger eller skibe.

Senere fik man så en mellemmand til at stå for dette grove arbejde, så man som tømrer kunne bestille tømmer hjem fra et lokalområde, men leveringstiden kunne ofte være længe undervejs, så man skulle lægge en bestemt ordre ad gangen, hvor man vidste, at der var opgaver at lave med det tømmer.

Sjældent gik noget tømmer til spilde, og man kunne bruge selv det mindste til nogle opgaver, hvis der kom kunder i “butikken”.

Det var også et langsommeligt arbejde med værktøjet, man havde dengang. Det kunne tage lang tid at lave noget, fordi det meste foregik i hånden – men så var det også unikt.

Senere kom elektronikken til med værktøjet, og man kunne hurtigt bestille tømmer online og nogle gange helt fra udlandet i store partier, så man måtte have et lager til tømmeret, der altid bugnede med træ.

Så tænk over dette næste gang, du skal have udskiftning af køkken i århus, at selv før der var noget, der hed Aarhus, så var der en masse mennesker, der rendte rundt og sørgede for at tilpasse noget tømmer, der indirekte skulle fortsætte videre og bruges af den tømrer, der skulle ordne det køkken for dig.

Hvor ville verden ikke være uden dem?