editorial

Det er ikke en nem opgave at være pårørende til alkoholiker, og man kan være kommet ind i den situation på forskellig vis, så vi vil lige skildre nogle af scenarierne for dig, så du måske kan finde dig selv og ved, hvordan du skal agere derefter.

For man hører ofte, hvordan en pårørende kan holde hånden over en alkoholiker, når man ved, at det er reglen end undtagelsen, at en fuldblods-alkoholiker forsømmer arbejde, familie, venner, huslige gerninger med videre, så man spørger som udefrastående, hvordan man kan blive ved med at vende det blinde øje til.

Umiddelbart sker der jo ingen ændring, og i langt de fleste tilfælde krænger det over til det værste, hvor man forlader alkoholikeren på den ene eller anden måde, så vedkommende selv må klare at komme på fode igen.

En alkoholiker kan også kun hjælpe sig selv – for sig selv og ikke for andres skyld.

Men man skal forstå, at man ikke bliver kastet ind i at skulle være pårørende som alkoholiker fra den ene dag til den anden.

Måske udvikler alkoholismen sig, og som pårørende ser man kun de positive ting, selvom vedkommende efterhånden er mere fuld end ædru.

Selvom alkoholismen måske har været der i begyndelsen, hvis man for eksempel har fundet sammen med vedkommende som partner, eller man er barn af vedkommende, så vælger man også at se på de gode stunder og forsøger at forklejne de negative.

Man vil jo helst gerne se de gode ting fremfor at lade overfladen krakelere.

Dog er der jo også den uheldige situation, at man selv begynder at udvikle alkoholisme, eller man begge er endt nede i den slipstrøm, hvor man bekræfter hinanden i, at det går godt, og at man kan klare det, selvom alle omkring en ser noget helt andet.

Det vigtigste er dog at huske på, at du gør det bedste for alkoholikeren ved – på en pæn måde – at påpege problemet.