editorial

Umiddelbart er det lidt morsomt, at når man skal tænke sig til noget musik til ens bryllup, som skal være virkelig romantisk, så forestiller man sig et klassisk ensemble, der spiller alt fra den obligatoriske brudevals til stykker fra renæssance-komponister.

Men hører man egentlig den slags til dagligt?

Nej, det er jo så langt fra, hvad de fleste mennesker egentlig får og lytter til, og det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at man gemmer den slags musik til de særlige lejligheder, men man vil jo heller ikke inficere ens gæster med populærmusik, mens man er til bryllup.

Forestil dig lige noget guldbryllupsmusik i København, hvor man gik væk fra den klassiske måde at overraske parret på, og så om mange år spillede noget af det, som der kørte i radioen og gjorde dem glade.

Folk ville undre sig, og man ville nok dømme folk ud fra at lytte til den slags musik, men omvendt sidder man jo også bare og gennemgår de klassiske numre, fordi det er blevet en tradition fra en tid, hvor det var dét, man havde at gøre godt med og sikkert gjorde nogle folk glade.

Men nu er mulighederne så mange, så hvorfor skal man gemme det musik væk til de sene timer, når den officielle del af brylluppet er slut?

Selvom man måske ikke har råd til livemusik, så kan mindre også gøre det, og man kan jo have et anlæg, der virkelig kan spille op med den slags musik, som selv gæsterne har med.

For pokker, hvis man alligevel er et brudepar, der render til nogle genre-festivaler det meste af året og til koncerter med en speciel musikstil, bør man så ikke fejre anledningen til tonerne af dette, end at man forsøger at force noget ned over dem, som alligevel ikke siger dem noget?