editorial

Vi mennesker kan godt lide at spise ude, specielt når vi befinder os i en tidsalder, hvor vi gerne vil udnytte vores oplevelsesøkonomi fuldt ud til store og små oplevelser.

Dette gælder både, hvis vi vælger en café i udlandet, mens vi er på ferie, men noget så mondænt som at spise på ens lokale restaurant tæller også med – om man så er vant til at spise her eller ej.

Og der er forventninger til det, hvilket ikke blot gælder ved, at man lægger penge for oplevelsen, men fordi man satser på at betale for en oplevelse, man gerne vil se tilbage på med glæde.

Selvfølgelig spiller der andre ting ind som selskabet, rammerne, helbredet, vejret med videre, men vi kan ikke komme udenom, at hvis der bliver spurgt ind til, hvordan man oplevede besøget på restauranten, så venter man svar om maden, for det er trods alt hovedfokus, når man tager på restaurant.

Derfor må man nemlig gerne stille krav til maden, og her tænker vi ikke bare på, hvordan anretningen er, om maden ser præsentabel ud; er der nok af den, må man indskyde ændringer dertil, er man allergisk med videre, men specielt også, om maden overhovedet er til at spise.

Man regner selvfølgelig med, at dette som minimum er at forvente, når man besøger en restaurant, men hvis man kommer en travl dag, så kan personalet godt have så meget at se til, at de kører tingene på autopilot.

Vi siger dermed ikke, at de med vilje ville sælge fordærvet mad, men det er menneskeligt at fejle, og man kan have fået et parti råvarer, hvoraf noget var for gammelt, eller der var insekter eller lignende med.

Derfor skal man altid tjekke ens mad efter, inden man sætter tænderne i den på en restaurant.

Det er for dit eget helbreds skyld.